Tom og jeg har altid sagt:

“Man skal aldrig – som i ALDRIG – have to hvalpe på samme tid.”

De er som små tornadoer med pels. De hører ikke efter. De gør, hvad de vil. Du bliver lynhurtigt degraderet til deres personlige butler.

Så hvad gør vi?

Tadaaaa….

I denne weekend hentede vi hvalp nummer tre. Den sidste i vores kulørte lille trio. Og nej, det er ikke fornuftigt. Det er ikke logisk. Det er ikke anbefalelsesværdigt.

Men åh, det er kærlighed – og hold nu bøtte de er søde

Så… sig pænt velkommen til det nye cirkus/virkelighed:

Meghan – Sagnlandets Sunrise Surprise Rooster Født 14.03.2025

Efter DKBRCH DKJCH CIT FT 2. RM21 DKFTCHrjk MPMrjk22 2.EV23 Sagnlandets Nginious Pike & OFTW Carnochway Red Rooster

(Dronningen af charme og med evnen til at lave mere rod på fem sekunder end en hel børnefødselsdag. Meghan er altid klar med et “piratblik” og et hit’n’run-kram)

Cohen – Mitforton Yarr Matey Født 06.03.2025

Efter Hawksgarth Hirvanna of Mitforton & FTW Mitforton Va Va Voom

(Parcellens nye sørøver – selv navnet siger det: “Yarr!” – han kommer med ballade, klar til at stjæle sokker og masser af attitude)

Ozzy – Carnochway Moy Født 09.04.2025

Efter Carnochway Catchy & GBFTCH Omachie Colonel of Carnochway

(Gul som solen – og næsten lige så varm. Han går som en konge, snorker som en havnearbejder)

To sorte og én gul – én stue, én have, ét ægteskab og et logistikhelvede, der ville få en general til at græde. Alle skal trænes, kæles med, luftes og have deres tid. konstant dårlig samvittighed over, om man nu gav dem alle lige meget kærlighed?

Men ved du hvad? Vi er trætte. Vi er matte. Vi er lettere desperate efter en pause. Men vi er også lykkelige. For midt i alt hvalpekaosset er der små øjeblikke af ren magi. Puffende snuder og øjne der ser på dig som om du er hele deres verden. Halelogeri, der kan vælte møbler.

Vi aner ikke, hvad vi laver. Men vi elsker det og dem.

#Hvalpekaos #TrePåStribe #KærlighedMedPels #ViHarMistetGrebet

PS. Beklager billederne  :)