Weekenden startede tidligt fredag med en køretur mod Esbjerg til DRK Region Sydjylland, som afholdt årets sidste officielle Beginner Test. Ozzy manglede denne prøve for at kunne komme videre i systemet. Heldigvis bestod han med glans og kunne dermed deltage i weekendens Novice Cold Game Test.
Efter prøven gik turen videre til Dummyshoppen for at hente vores launcher, som var blevet repareret efter mit og Giggs’ stunt. Pernille og Tommy tog imod os med åbne arme, hyggesnak og pizza. Selvfølgelig fik vi også lige tid til at kigge lidt i shoppen.
Lørdag stod på fællestræning og hygge med Henriette og Kim. Tusind tak, søde venner, for træning, overnatning, god mad og masser af hygge. Vi kommer meget gerne igen!
Søndag gik turen tilbage til DRK Region Sydjylland, som afholdt Novice Cold Game Test. Vi havde alle fire ’’unghunde’’ til start.
Nøhrena’s River Spey with Mufasa – Giggs bestod med Excellent. Han var klar, fokuseret og helt på – faktisk mere, end når den står på mocktrailtræning? Men elastikken holdt, og han gjorde det rigtig fint.
Sagnlandets Sunrise Surprise Rooster – Meghan fik Very Good. Tom var yderst tilfreds med hendes præstation og hendes udsøgte ro. Alt blev udført sikkert og enkelt. Desværre valgte hun at lave et lille, uskyldigt grebsskifte på vej hjem fra den ene markering, hvilket dommeren takserede til en Very Good?
Mitforton Yarr Matey – Cohen fik også Excellent. Han var utrolig rolig, fulgte opmærksomt med under prøven og leverede spontane opsamlinger og afleveringer, supert markeringsarbejde samt totalt i hånd. Jeg var helt overvældet! Vores rejse har været lidt bumpet, men hans tidligere umodenhed var forsvundet som dug for solen. Sikke en dejlig oplevelse!
Carnochway Moy – Ozzy fik Very Good. Tom valgte at kalde ham hjem på den sidste dirigering. Det var en dirigering på skrå over et aflangt, sort vandhul, hvor man stod cirka 25-30 meter fra vandkanten. Det var ikke en situation, Ozzy havde prøvet før, og da han ikke fulgte Toms anvisninger helt efter bogen, valgte Tom klogt nok at kalde ham hjem. Resten af prøven var Ozzy rolig og sikkerheden selv. Tom var derfor både virkelig stolt og glad for hans præstation.
En rigtig dejlig weekend med gode hundeoplevelser, træning, venner og masser af hygge.
Tak til DRK Region Sydjylland, alle hjælperne, dommerne og Steen for en rigtig god weekend!